Gedden som angriber

Artikel fra Ferskvandsfiskeribladet 1903

Indsendt af Bernt René Voss Grimm

Om geddens angreb på mennesker og dyr skriver ”Neue Wiener Journal” følgende: I den engelske sportsfiskerverden er navnet Mr. Marston, redaktør af ”Fishing Gazette”, velbekendt, og de historier, sportsmanden fortæller i venners og bekendes kredse, er sikkert af højeste interesse. Mr. Marston tilstår, at han, skønt han har fanget flere hundrede gedder, kun er blevet angrebet to gange.

Én gang i Grevskabet Shropshire, hvor han knap fik tid til at trække sin hånd tilbage fra en derefter snappende gedde. Den anden gang var Mr. Marston i selskab med den også i engelske sportskredse bekendte geddefisker, Mr. Alfred Jardin. Han havde fanget en fisk på 26 pund, som rasende snappede om sig og sluttelig bed sig fast fiskerens gummistøvler. Havde det været i hans hånd, havde han sikkert måttet yde bitre lærepenge. Mr. Marston ejer i øvrigt i sin samling en udstoppet gedde på 37 pund, der for nogle år siden fangedes i den irske flod Shannon.

For nogle år siden gjorde lægen Dr. Douge en erfaring, der nær havde kostet ham livet. Han badede sammen med nogle venner, da han pludselig skreg højt og forsvandt under vandet. Hans venner fik heldigvis fat i ham og bragte ham på land, men sammen med ham drog man en 32 pund stor gedde af vandet, den havde bidt sig fast i sit offers hæl. Fisken måtte dræbes med slag, og samme aften blev den spist. Dr. Douge led i flere måneder efter følgende af sit mærkværdige eventyr.

I den for hundrede år siden udgivne bog ”The driffield Angler” beskriver forfatteren en hændelse, som tildrog sig på én af de store damme i Syd-England. Man lagde mærke til en svane, der stadig holdt hovedet under vandet, som var den i begreb med at dykke efter føde. Da man frygtede for, at der skulle være sket svanen noget, roede man hen til den, og der fandtes da ganske rigtigt en prægtig gedde, der havde bidt sig fast på dens hals. Både fisken og svanen var døde, og man formodede, at kampen havde fundet sted tre dage forinden. I øvrigt bliver hændelsen, som klinger noget utroligt, stadfæstet i ”Angler Manual” fra samme tid. Der hedder sig, at gedden vejede 40 pund, og at det var i Grev von Jerseys Parkdam, at det hændte.

Kaptajn L. Llooyd beskriver i sin læseværdige bog ”Field Sports of the North of Europa” talrige kampe mellem ørne og gedde. Efter Lloyd er det i Sverige og Norge ikke sjældent, at der på vandets overflade træffes ørn, i hvilken en gedde har bidt sig fast. I nærheden af Wenersøen, der står i forbindelse med Kattegat, er der meget ofte iagttaget lignende begivenheder. Det forekommer også, at ørnen slår sine kløer i en gedde ryg og ikke formår at løsgøre sig, og således dør en elendig død. Fiskerne kalder et sådant syn ”Sjøtrol” eller vandånd. Om et møde med et sådant beretter kaptajnen: ”Jeg var en dag sammen med min broder og to engelske søofficerer i en båd på Wenersøen. Pludselig styrede Madin, fiskeren, den anden vej og roede ivrigt mod land. Vi spurgte ham, hvad grund han havde til sin mærkværdige manøvre. ”Sjøtrollen er her”, sagde han gispende og roede endnu ivrigere. Efter lang parlamenteren og rigelige pengeløfter formåede vi endelig manden til at styre løs på synet, og da vi kom nærmere, bemærkede vi en ørn på ryggen af en stor gedde. Fuglen levede endnu og slog i dødskamp vildt om sig med sine mægtige vinger. Et bøsseskud gjorde ende på dens liv og begge befinder sig nu i en engelsk sportsmands private museum.

De største gedder, der ifølge beretningers optegnelser er fangede i England, var 51 og 57 pund svære. De blev fiskede i et vandløb nær ved Wallingford i året 1767. Den første fisk var en han, den anden hun.

Lord Salisbury, den forhenværende britiske premiereminister, har i sine herlige damme i Hatfield-Park en umådelig fiskebestand af ørreder, gedder, aborrer og andre fisk. Den gamle herre øvede i sine unge dage med lidenskab fiskesporten, og enhver engelsk sportsmand – ikke få unge damer af det fine engelske selskab er mestre i brugen af en medestang – betragter det som en udmærkelse at få en indbydelse af Lord Salisbury til at fiske i Hatfield-Parken. Også Prinsen af Wales er en udmærket fisker og opsøger i denne hensigt med forkærlighed det nordlige Skotland, hvor han tilbringer hele uger. Men han kan ikke måle sig med ”Alfred den store geddedræber”, Mr. Alfred Jardin, således kaldet og tidligere nævnt. Denne havde den sjældne lykke på én dag at fange fem svære fisk. Den største vejede 37 pund, den mindste 30, alle fem tilsammen 172 pund.

Hvad der gør geddefangsten så interessant for sportsmanden, er fiskens raseri og kamplyst og dens næsten utrættelige udholdenhed for at befri sig.