Guld-aborre fra Fårup sø

En dag foreslog min far og hans fiskemakker Erling Nielsen at lørdag skulle foregå på Fårup sø, så derfor var min fiskekammerat Martin Nielsen og jeg klar, om formiddagen med frisk opgravede orm. Far syntes ikke at der var nok af madding, så vi rundede lige Steens jagt og fiskeri, hvor jeg hurtigt fik fat i flere orm.

Bådudlejningen ved Fårup sø starter under normale omstændigheder kl. 11.00, og vi var derude ved halv tolv tiden, vejret var bare skønt og vandet var ret klart, damen i iskiosken nævnte, at denne sæson havde kastet mange pæne gedder af sig, bl.a. en på 15 kg. i forrige uge.
Efter at have hørt på nogle spændende fangstrapporter, roede vi ud på det dybere vand med både en god rød/hvid wobler og et sølv atom blink bagefter båden. Martins far Erling havde tabt lodtrækningen og var udnævnt til 1. roer, men da han undrede sig over at få udleveret 2 stk. årer frem for bare en, skabte det en hel del tvivl angående mandens færdigheder som roer, men da han pænt overhalte det flotte vikingeskib, (der lå bom stille) fik han lov til at fortsætte.

Jeg og far har begge prøvet at fange store aborrer og gedder i de første kast, fra en bestemt ankerplads, så denne sejlede vi imod, men NEJ, 3 unge lystfiskere var der i forvejen, de råbte at de ikke havde mærket noget. Nu prøvede vi så ude på de dybe banker, Martin med blink, far med wobler, jeg med et gult bronze blink. Da der var gået en halv times tid, blev der pludselig sådan rigtig torden dunkel, med mange mørke skyer og det begyndte at regne. "Ankerpladsen" blev nu ledig og den entrede vi og lå så ud for en lille klynge åkander, vi fiskede ivrigt, far med prop og orm, han gav mig en skideballe for at have købt for store orm til medefiskeriet (men han måtte senere bide sine ord i sig igen). Med et var proppen væk og den gamles stang bøjede gevaldigt !!! Far råbte:" det er sgu en rimelig gedde " Fisken for frem og tilbage i overfladen, jeg fandt fangstkrogen frem, men far afgjorde at den ikke skulle kroges, derimod skulle den atter have friheden, "den er jo kun cirkus 60 cm." mente han. Lidt efter sprang linen og en noget rødhovedet far bandede det hele langt væk. Jeg fandt en pakke kiks frem og en sodavand, men den gamle havde et grumt øjeblik, så jeg modtog endnu en prædiken om at - jo mere man har agnen i vandet, jo større er chancen for fangst- ergo satte jeg bundsnøre med stor orm på, imens jeg nød mine kiks. Wupti så var min fiskestang næsten ved at forlade båden, far fik lige fat i det yderste kork, og rakte mig stangen, der bare var levende, for pokker sikke et monster jeg har på krogen, råbte jeg, og så nu en gedde på i hvert fald 70 cm, vælte rundt i vandet, for så at tage et langt udløb hvor den sprang 1/2 meter over vandet. Far råbte " et imponerende syn, og så på en sølle regnorm!" Desværre sagde denne prægtige fisk også farvel og Martin måtte slå fangstkrogen sammen.  Regnen tog til, faktisk var der tale om et mindre skybrud. Erling beklagede sig: "Det er hver eneste gang, når vi er på Fårup sø, at det ender i et sådant pisvejr". Erling ville så hjem, og mens ham og far småskændtes om den kommende fremtid, så jeg den gamles flåd dykkende en 20 - 30 cm. under overfladen hen langs med båden. Dette var minsandten også en gedde, ikke stor, den fik friheden igen med sine knap en halv meter. 3 gedder på orm indenfor et kvarter!!! Erling surmulede over at være gennemblødt, Martin derimod grinte godt af sin far" så kan du jo ikke blive mere våd, og vi kan fortsætte fiskeriet ". Lige herefter var der et ordentlig hug på fars stang, hvilket gav en god kamp, og en aborre på 45 cm måtte op i båden og lade livet. Pludselig skinnede solen igen, alle var glade, klokken var nu 14.00,  og vikingeskibet drev forbi, på grund af et eller andet jubilæumshalløj var der denne dag en times sejlads for folk med denne interesse.

Ja, man skulle tro ar det var løgn, men fatter rømmede sig og hans stang kom på overarbejde, igen en kæmpeaborre for en Kolding dreng som mig, jeg var klar med fangstkrogen, men en aborre på 44 cm har et hårdt skind, der ikke bare sådan er til at kroge. Den kom dog også "på land". Så blev det min tur til at fange en aborre på 25 cm. Farmand fik endnu en på 25 cm. Klokken kvart i tre var alle enige om at give turen et kvarter mere, og dette er jeg meget glad for, da min bundsnøre, 5 minutter senere gav lyd fra sig, tilslag, en dejlig slirebremselyd fra mit Cardinal, men fisken valgte at sætte sig fast i åkanderne, så jeg var ved at opgive håbet, men Erling fik båden løs og heldigvis kom aborren fri af bunden, idet vi drev forbi, en værre plasken, og nogle lange udløb, heldigvis ud mod dybere vand, det var en stor aborre, meget stor!!! Op i overfladen, mere plasken, Martin fik "kæmpen" viftet op i båden. Jeg havde mest lyst til at springe på hovedet i det lune søvand. "Sådan, sådan, sådan !!!! 48 cm og 1,8 kg - guld fisk, indenfor ABU.... Ja, sagde far, "det er da en meget pæn aborre" lød det misundeligt fra ham.Jeg fik lov til at ro hjemad, Martin tilføjede: "næste gang skal vi huske at have metalforfang foran ormekrogen"- Evaluering: samtlige fisk blev taget på store orm, 3 timers fiskeri med wobler, blink og spinner gav ingenting, det er første gang at jeg har prøvet noget sådant på Fårup sø.


Med venlig lystfiskerhilsen Anders Thomsen