Kyst forårsfiskeri

Af: Jan Thorsted  

Nogle lystfiskere har svært ved at holde sig indendørs, uanset vind og vejr, årstid og chancer. Jeg hører til denne lystfiskertype. Fra midt i maj og frem til september/oktober finder du mig oftest ved åen ( Kolding å, Kongeåen eller Skjern å) på udkig efter havørred, stalling eller laks, måske fordybet i egne tanker eller i godt selskab med en fiskekammerat. Men resten af året går fisketuren som regel til kysten, og som for så mange andre, er det først og fremmest havørreden der trækker.

I årenes løb er det blevet til rigtig mange gode fisketure til kysten, og det giver selvfølgelig en erfaring og fornemmelse for, hvordan og hvornår der skal fiskes. Og alligevel oplever jeg jævnligt, at et ellers ”perfekt” fiskevejr ikke giver skyggen af en fisk, mens en tilsyneladende ”håbløs” dag med eksempelvis tåge kan giver en god fangst. Jeg tror i højere grad man skal tage af sted når tiden og lysten er der, og så tro på det, frem for at vente på ”godt” vejr. 

Årstiden spiller en vis rolle når man skal finder frem til fiskene. Kysterne omkring Kolding byder på både dybe partier i den smalle del af Lillebælt og mere lavvandede områder i fjorden og  længere sydpå på strækningen fra Stenderup Hage og ned mod Hejlsminde. Det er min erfaring, at det er i det tidlige forår, der er flest fisk at fange, vel at mærke, hvis man opsøger strækninger med lavt vand. Ofte befinder fiskene sig på ca. 1 meters dybde, og der er derfor ingen grund til at vade dybt på denne årstid.

På kyststrækninger med lavt vand kan der til tider være mange havørreder i marts og april, og er man på pletten en dag, hvor de er i bidehumør, kan man være heldig at fange nogle stykker. De går ofte i små stimer på denne årstid. Nogle fisk er endnu i dårlig kondition efter vinterens ophold i åen, og dem bør man genudsætte. Der er dog mange blanke eksemplarer på 40-50 cm, og ind imellem giver det også fisk på 55-60 cm, og en sjælden gang får man kontakt med større havørreder.  

Blanke fisk i 5 kg.´s klassen, som vist på billedet, er dog langt fra ”hverdagskost”. Fisken blev på en kold forårsdag offer for en Gladsax kystwobler, som er mit favoritagn til kystens havørreder i det tidlige forår. Men også diverse kystblink er fint fangende. Grundlæggende tror jeg det handler mere om tålmodighed og koncentration i fiskeriet end om valg af kunstagn. Jeg vil dog sige, at kunstagn, der kan fiskes langsomt, er at foretrække, når vandet er koldt.

 

Knæk og bræk !