Forårsfiskeri ved de svenske kyster

Artikel af Erling Maigaard og Mogens Laursen

Mange danskere tager hvert år til den svenske syd/østkyst, fra Kåseberge i syd til Kivik i nord.  I uge 18 var området besøgt af flere hold fra Kolding. Kyststrækningen er meget varierende. Nord for Kivik er der sandstrand. Ved Kivik er der mange sten. Strækningen ved Stenshuvud (Stenshoved), er meget vanskelig tilgængeligt – her er der store sten over alt i vandet, så vadestav er et must. Man vader ud med meget stor forsigtighed og kan med held liste sig op på én af de store sten, et godt stykke ude i vandet. Her har de langbenede en stor fordel.

Lidt længere mod syd kommer Vik og her finder vi ”Præstens Badekar”. Strækningen her er nemt tilgængelig. Man fisker fra flade klipper og her er, til tider, mange flotte havørreder. Næsten samme flade klippegrund finder man længere mod syd, lidt nord for Tobisvig.

Tobisvig har en flot strand med småsten. Ved Simrishamn kan der fiskes på havnen fra den nordlige mole. Et andet godt sted, lidt længere mod syd, er Gislövshammar. Her foregår fiskeriet også ude på fladt klippegrund.

Ved Skillinge (syd for) er bunden fint, dog med en del sten. Her fiskes med held fra stensætninger, som når langt ud i vandet. Et par kilometer længere mod syd, kommer ”Skoven” – med næsten samme bundstruktur som ved Skillinge. Her kan der også fanges mange fisk på gode dage. Ca. 1. kilometer længere mod syd, kommer ”Bunkeren” – en fin strækning med sten som en knytnæve, og til tider meget fangstgivende. 

Stranden ”Kyls Strand” ved sommerhuset, er ikke så velegnet til kystfiskeri. Stranden minder meget om Binderup Strand. Ved sydspidsen finder vi Kåseberge. Her er kysten fin til havørredfiskeri, med mindre sten, og dejligt læ hvis vinden kommer fra nord eller øst. Desværre havde vi ikke disse vindretninger i den forløbende uge, så pladsen blev kun prøvet én gang, med det resultat, at der var skidt på krogen i hvert kast.

Læs efterfølgende beretning, indsendt af Erling Maigaard - en beretning der fortæller lidt om det fantastiske havørredfiskeri der findes hindsidens – og der bør også nævnes, at hovedparten af havørrederne nænsomt blev genudsat, da de manglede lidt sul på kroppen. De fleste blev fanget på blink. 

Dagbog: Turen til Sverige 2003

Nærmest tradition tog vi til Sverige, dog lidt senere end normalt, i håb om, at der var lige så mange fisk som der plejer.

Denne gang tog vi af sted 6 mand, Tim, Preben, Ib, Mogens, Thomas og mig selv (Erling). Vi havde lejet det samme sommerhus ved Skillinge, som sidste gang vi var i Sverige.

Turen startede lørdag morgen den 26. april, med morgenkaffe ved Tim. Herefter 4½ timers køretur til sommerhuset i Sverige. En hurtig udpakning, så var vi klar til fiskeriet ved kysten. Men det så ikke lovende ud. Der blæste en hård vind fra øst. Vi prøvede flere steder, men der var for store bølger eller for meget skidt i vandet, så vi besluttede at tage den med ro til det blev søndag.

Søndag havde vinden lagt sig, men der var stadig efterdønninger efter lørdagens blæsevejr. Vi prøvede at køre nord på til Kivik, men der var stadig meget skidt i vandet. Eftermiddagen brugte vi på klippefiskeri ved Tobisvig. Her kom de første havørreder på land – to på godt 60 cm og én på 55 cm.

Mandag var vinden gået i sydvest som er perfekt til fiskeri ved Skillinge og nord på. Ved Skillinge gav det 10 havørreder fra 55 til 65 cm.

Tirsdag kørte vi til Stenshuvud, én af vores fortrukne fiskeplads. Der var masser af fisk, så dagens resultat blev 36 havørreder.

Onsdag fiskede vi først ved Skillinge. Det gav ret hurtigt 3 havørreder med den største på 75 cm. Da fiskeriet så døde ud, besluttede vi, at eftermiddagens fiskeri igen skulle foregå fra Stenshuvud. Fiskene var der stadig. Eftermiddagens resultat blev 21 havørreder.

Torsdag morgen stod vi igen ved Styenshuvud. Ufattelig hvor alle de fisk kommer fra – 26 stk. alt i alt blev det til, med de to største på godt 70 cm.

Fredag. Vores sidste fiskedag. Vi blev ved vores hjemmebane ”Bunkeren”. Det blev til 8 havørreder fra 55 – 70 cm.

I alt fik vi 108 havørreder på 6 fiskedage – et resultat vi var meget tilfreds med – så vi kan kun sige, på gensyn til den svenske sydkyst.

Ud over fiskeri, som startede med vækning kl. 6.00, og for flere først sluttede kl. 20.00, dog med en middagspause, blev der også råhygget i sommerhuset.