Mandagsfiskeri af bedste skuffe

Den sandfærdige beretning om hvordan en laks kom på land med hjælp fra nogle fiskekammerater, kirkekontoret og Kolding Taxa

Af sognepræst Michael Lerche Nygaard

Jeg har fridag om mandagen, og den 24/9 var dejlig grå til en fisketur, så da børnene var sendt i skole, smed jeg stangen i bilen og begav mig til Kolonihaven. Klokken var 10, da jeg nåede ned til åen, men nu blev det strålende solskin, det syntes jeg egentlig var ærgerligt. Alligevel gik det som smurt, der sad en sølvblank kilosfisk på wobleren straks efter ankomsten, og efter en halv time fulgte nr. 2 på knapt tre pund, så jeg var egentlig godt tilfreds og gik op i bilen med de to lækre fisk. Men jeg skulle lige prøve et par kast mere.
Vandstanden var høj, og jeg sendte den lille wobler hen over strømhvirvlerne. Efter fem kast sagde det bang, og trækket i stangen afslørede en fisk i whiskeyklassen. Snart kom bassen til syne i et par store spring, før den tog et vildt udløb opstrøms. En meter fra en nedhængende gren fik jeg den standset, og vi  fulgtes nu 50 meter nedstrøms. Her var det så jeg opdagede at mit net var røget ud af bæltet et eller andet sted på ruten. Med sved på panden prøvede jeg at håndlande fisken, da vi passerede et mere lavvandet stræk, og jeg nåede akkurat at strejfe et gællelåg med fingeren, før kalorius trak sin store hagekrog til sig igen og søgte ned i dybet.
Laksen faldt til ro i en dyb høl, midt i den stærkeste strøm, og her stod den, mens jeg lagde et moderat pres på den. Engang imellem flyttede den sig nogle få meter, men der var ikke noget, der tydede på at den ville slås. Det skal siges at jeg ikke havde det tungeste grej med den dag, så jeg var lidt betænkelig på vegne af min lille woblerkrog og knuden, der var kommet på hårdt arbejde i det grumsede vand. Jeg holdt stangen pænt bøjet, med en bremse, der ikke var alt for stram.
Uden net var jeg jo mere på den end med på den, så jeg begyndte at bruge stemmen, i håb om at der gik et menneske med mere komplet grej længere inde i ådalen. Kønt har det nok ikke lydt, men jeg begyndte at råbe NEET ind over engen, så det gjaldede i bakkerne, mens jeg fulgte fiskens bevægelser så godt jeg kunne, når den engang imellem flyttede sig en meter. Stemmen fik nok lidt ekstra volumen ved mindet om en episode ovre ved jernbanebroen for et par år siden, hvor jeg havde tabt en firekilos, fordi jeg havde glemt nettet i bilen. Det ville være for surt med en ”genudsendelse”. Ergo blev der råbt til.
Endelig dukkede en hjælpsom ældre herre op. I begyndelsen var han lidt negativ, for han havde troet at jeg lå i vandet og kæmpede for livet. Det måtte jeg jo skuffe ham med at jeg ikke gjorde, og han kom da også over det efterhånden, da jeg havde sat ham ind i dramaet. Landingen kunne han ikke hjælpe med, men derimod en mobiltelefon, hvad der slet ikke er det værste i sådan en situation. Hvem kan man få fat i mandag ved middagstid? Jo, kirkekontoret! Vores flinke kordegn tog røret, og jeg fik ham med på at ringe til Ejler ”Præst” Nørager, der som bekendt har en stime storfisk på samvittigheden. Snart ringede Ejler tilbage på mobilen, han ville hellere end gerne give en hånd, men rædsel, han sad derhjemme uden bil. Heldigvis gik han med til at tage en taxa, som jeg rundhåndet tilbød at betale i dagens anledning. Og stor var glæden, da min konsulent ankom i fast trav over bakkekammen i waders og med et solidt fangstnet. Taxachaufføren, der egentlig ikke var udpræget terrængående hvad fodtøj angik, havde ikke kunnet få sig selv til at køre igen, men havde forladt limousinens lune stue for at krydse sump og eng sammen med den opstemte kunde. Jeg regner for resten med, at chaufføren snart melder sig ind i KS, for han blev lige så grebet af det som vi andre var, og løb frem og tilbage på brinken og heppede under resten af fighten. 
Nu kom der andre boller på suppen. Ejler ordinerede rå vold mod fisken, og snart stod vi midt i en god gammeldags slåskamp med den. Efter en længere tumult fik han den i mål med sikker hånd, og fangsten kunne løftes langt ind på engen, hvor vi kunne nyde den gode lyd af priesten mod laksenakken. Jeg kunne fjerne en wobler med udrettet krog, og beundre den flot farvede hanlaks i ro og mag. Og så sænkede den der udtalte ro og tilfredshed sig langt om længe over os. Armen var ved at være godt brugt efter to stive klokketimer, hvor fisken stort set havde stået ubevægelig som et stædigt æsel i den stærke strøm. Lurepasset med min wobler i overkæben på bunden af hølen, under nogle kilos konstant pres. Man undrer sig over hvor stærk sådan en fisk er. I Jagt & Fiskeri blev den vejet til 4,7.Og så var det jo en forholdsvis høflig fisk. Det var da pænt af den at vente på taxaen.