01.08.2016 22:42 Alder: 326 days

Unge gæster på besøg ved Soldaterbroen


Torsdag havde vi besøg af børn fra Ålykkeskolens SFO.

Thorbjørn og jeg var ude ved søen og tog imod 16 børn og 2 pædagoger. Vejret var rigtig fint, og børnene var utålmodige efter at komme i gang med fiskeriet, gudskelov var stængerne rigget på forhånd så der manglede kun at sætte maddiker på. Det synes børnene vi var alt for langsomme til men det lykkedes på rekord tid, og der blev ro i et par sekunder, så begyndte de at fange hinanden, sig selv og alle de grene der hang ud over vandet.

Men nogle begyndte at fange fisk og efterhånden havde alle prøvet at fange noget, så der var meget tilfredshed og store diskussioner om hvad det var for fisk der var fanget, og hvem der havde fanget hvad

Thorbjørn havde sat et par geddestænger og efterhånden blev nogle af børnene interesseret i at se hvad det var for noget, der var også nogle stykker der ville prøve at rigge om til gedde fiskeri. Og det lykkedes for en af drengene at fange en gedde på 63 cm. Han var rigtig dygtig til at fighte den, men det kneb med modet da den skulle fotograferes. Men man kan da godt stå lidt ved siden af og lige røre ved den, når bare Thorbjørn lave alt det farlige arbejde med at holde den for fotografen.

Vi havde en rigtig god og sjov dag, børnene nød det, de fik en rigtig god oplevelse som mange af dem ikke normalt får. Det var en meget travl, men også sjov dag for os, jeg ved ikke med Thorbjørn men jeg fik en ordenlig en på sofaen da jeg kom hjem.

Niels Knudsen