09.07.2017 19:23 Alder: 100 days

Havørred på "Støtten"


Det har været en stille start ved åen i år, hvad angår fangster. Der har været få sporadiske fangster fra slutningen af maj og det meste af juni måned. For mit vedkommende er det blevet til et par småfisk på 44 og 40 cm, så det har ikke været imponerende, dog har der været lige så skønt i ådalen som altid.

I slutningen af juni kom der vand og havørrederne kom for alvor på gang. Fiskefeberen tryggede og jeg var afsted en nat hvor vandet var lige lovlig højt og brunt, men om morgenen da det første lys kom så vandet nogenlunde ud, her havde jeg to fisk til fluen, men ingen af dem ville blive hængende...

Dagen efter  d. 1/7 så åen rigtig fin ud og forventningerne var høje efter morgenens kontakter. Jeg fiskede fra mørkets frembrud til kl. var ca 02.00 uden kontakter. Frustrationen kom stille og roligt snigende, som snakken gik ved bænken med mine medfiskere, som heller ikke havde oplevet noget. Åen var fuld af fisk, men hvorfor kunne vi ikke få dem til noget??

Efter vi havde sundet os lidt blev fiskeriet igen sat ind, som det første lys begyndte at forvandle dalen. Jeg fiskede over en lige bar strækning, og da jeg nåede en stor busk på modsatte brink, blev fluen placeret efter bedste evne. Den nåede kun få cm før, den blev indhaleret i et stille sug på overfladen. Efter en god fight kunne jeg sende en fin blank havørred på 62 cm i netmaskerne. Forløst over at der endelig kom en ordentlig fisk på land, gik jeg til bilen. Fisken blev lagt i bagagerummet og jeg startede fiskeriet op hvor jeg slap.

Efter 50 meter nåede jeg indgangen til det første store svig på strækningen. Her blev fluen sendt til modsatte brink og med god fart svingede den over den dybe rende ved egen brink. Jeg hentede den hjem og en stor fisk rejste og tog fluen med et rungende skvulp i overfladen. Så blev jeg for alvor spændt for på 5'er stangen, da fisken gik dybt og tungt. Den gik fri af vandet en enkelt gang og jeg kiksede med nettet i første forsøg, men på land kom den og glædens rus kunne få frit løb!

På vej mod bilen blev jeg mødt af Casper, som nysgerrig havde set at der var lys i pandelampen længere nede af åen. Han havde selv fået en flot fisk længere oppe i systemet på 66 cm og 3,6 kg, selvom han ikke synes den synede af meget ved siden af den jeg kom slæbende med...

Ved bilen blev den målt og vejet til 79 cm og 6,1 kg - og selvfølgelig tog begge fisk Støtten ;)

 

Mvh. Daniel Brodersen