29.08.2017 10:14 Alder: 49 days

Weekendtur til Harte- Donssøerne


Jeg havde længe glædet mig til den planlagte weekend tur for juniorerne i Kolding Sportsfiskerforening. Vi i skulle være i hytten fra fredag eftermiddag kl. 17 til søndag kl. 15. Fredag da vi kom, startede vi med at snakke og se på grej og efter lidt tid besluttede vi os at gå ned og fiske ved Pilebroen. Der var meget grøde på søen, så vi kunne desværre ikke rigtig fiske med wobler og spinner, men det lykkedes os heldigvis alligevel, at finde et hul i grøden, hvor der var en del aktivitet. Vi kastede en popper derud igen og igen, men uden held. Derfor besluttede vi os for at fange agnfisk, som vi kunne sætte på kroge og lægge ud i hullet og håbede så på at gedderne ville bide på det i stedet. Det endte med nogle få nap men desværre ingen fangst. Lidt senere på aftenen besluttede vi os for at tage til soldaterbroen og lagunen, vi havde hørt, at der skulle være mindre grøde der. På trods af vand uden grøde, blev det dog ikke til geddefangst den aften.

 

Lørdag morgen tog vi på et morgentræk ved Trudsbro-stykket ved Kolding Å fra solopgang til lidt i otte. Omkring en time efter vi var startet, fanger Lauritz, som også er en af juniorerne, en havørred på 43 cm, som han kunne tage med hjem.

Da vi kom hjem til hytten hentede Kaare franskbrød fra bageren, som vi spiste til morgenmad. Vi snakkede om, at det kunne være fedt at tage til Stallerup Sø og så leje båden derude, men det var kun mig, der havde en redningsvest med. Heldigvis fik Niklas sendt bud efter de redningsveste, han havde derhjemme, så vi kunne komme ud i båden og fiske 3 af gangen.

Efter ganske kort tid i båden, var der hug på Lukas’ spinner, det var en gedde på 53 cm.

Sidst på formiddagen tog vi tilbage til hytten for at hygge os med middagsmad og var derefter klar til at tage ud i båden igen indtil aftensmaden. Vi riggede 3 stænger til med woblere og spinnere, og kastede dem ud bag ved båden, så vi kunne dørge ned langs siderne af søen og kaste-fiske når vi fandt et spot til det. Det var helt dødt og vi fangede ingen ting i lang tid, indtil vi stoppede foran en masse siv i vandkanten og kastede en spinner derind. Det virkede og jeg fik fanget en gedde på 62 cm efter mange timers fiskeri. Lidt efter kørte vi hjem og fik en rigtig god lasagne til aftensmad, som Susanne havde lavet til os. Vi tog et aften og morgen træk ved kolonihaven, hvor Kaare fangede en flot havørred og Niklas desværre mistede en. Jeg mærkede ikke noget til havørrederne, men jeg havde lovet mig selv, at jeg ville gøre alt for at have fanget en ørred inden weekenden var omme. Så jeg tog med Thorbjørn til Plovfuren ved Kolding Å efter morgenmad søndag morgen. Han fortalte mig, at han vidste hvor der var et hul, der altid stod en regnbueørred i. Derfor kaldte han det for regnbuehullet, så vi riggede op med en en orm og prop og gik så ned til regnbuehullet. Ganske rigtigt så stod der en regnbueørred på 53 cm i hullet og bed på ormen første gang den fik chancen. Bagefter fangede jeg en regnbueørred mere på 42 cm og en skrubbe på 30 cm.

Det var en helt vildt sjov og hyggelig weekend, jeg glæder mig allerede til næste tur.

 

Mvh. Nicklas Hald Pedersen