25.09.2018 19:28 Alder: 83 days

Æbeløtur den 23. september


Vi var 5 mand der denne friske søndag morgen mødtes i mørket kl. 06.00 ved Lindøhoved. Det var laveste vande, men eftervirkninger af fredagens blæsevejr ”Knud” betød, at det ikke var normalt lavvande. Faktisk havde vandet været så højt lørdag, at man ikke ville kunnet have gået over. Hele dagen var generelt præget af en vandstand, der lå over normalen, og det var også tydeligt at se, hvordan ”Knud” havde spist af Bråddet (sandtangen mellem Æbeløholm og Æbelø).

Vel fremme ved lejren på Æbelø, blev grejet pakket ud, og der blev spist et par klemmer, så der var energi til fiskeriet.

På grund af den friske blæst fra NV, havde vi kun ca. 1/3 del af øen, som kunne fiskes. Resten var store bølger eller grumset vand. Den tilbageværende strækning blev så fisket godt igennem, 4 mand med flue, og en mand med spin/flue.

I alt blev der landet et par håndfulde undermålere, og jeg var selv så ubeskeden at fange dagens 3 fisk over målet. En fisk på 49 cm kom med hjem, da den blødte en del, mens en på ca. 42 og 52 cm fik friheden igen.

Tak for en hyggelig tur, og selvom vi denne gang ikke var for heldig med vejret, og fiskene heller ikke var så samarbejdsvillige, så byder Æbelø og de omkringliggende øer altid på en fantastisk naturoplevelse. Hvis I har lyst, gør vi det igen næste år………..

Fotos er fra en tidligere tur.

Mvh. Niels Hougaard