11.02.2019 16:25 Alder: 222 days

”Natfiskeri efter havørreder…….. Det er helt sort” ved Chris Halling


Kom på tirsdag d. 19. februar kl. 19.00, så fatter du hvad Chris Halling taler om, og så kan du også læse de to artikler om fiskeri i Lillebælt i PDF-filen. 16 siders guf. Her er starten.

Bliv natfisker i Lillebælt. Oplev ting du aldrig i din vildeste fantasi havde forestillet dig. Bliv til en natfiskende zombie, hvor søvnunderskud er den normale del af hverdagen. Bliv til det blege lig om sommeren mens alle andre er solbrune. Lev om natten og betragt mørket som din ven.

Sidste advarsel : Stop læsningen nu, hvis du ikke vil ende som enspænderen ingen forstår.

Stop lige her, hvis du er godt tilfreds med en fiskepause i sommermånederne og har accepteret at det er svært i varmen. Stop nu hvis du ikke er klar til at udforske verdensklassefiskeriet om natten og ændre dit syn på havørreder radikalt. 

Neries. Dette navn kan du lige så godt lære at kende udenad.

Denne lille fyr kan nemlig ændre dit fiskeri totalt og gøre din badeferie og fiskepause i den ellers døde periode juli og august til din nye højsæson, med fiskeoplevelser du kun har set for dit indre blik, sekunderne inden du vågnede i din seng og tænkte ”Hold nu kæft mand en vild og uvirkelig drøm”.

Mere om den lille fyr senere i artiklen.

Kender I det der med at være rigtig forelsket?

Altså der lige i starten, hvor alting er nyt og spændende. Første gang man holder sin nye flamme i hånden. Det kribler i hele kroppen og blodet løber lidt hurtigere.

Sådan havde jeg det da jeg for 21 år siden pludselig stod med en fluestang i hånden. Det føltes bare helt rigtigt. Korket var lidt blødere end på den gamle spinnestang. Der skulle pludselig lægges følelse i kastene. Huggene fra fisk føltes pludselig anderledes. Man havde bare en langt mere personlig kontakt til grejet og fiskeriet. Man bandt fluer til sin nye udkårne, som at tage blomster med hjem til kæresten. ”Se hvad jeg har lavet til dig.” ville man sige, mens man stod med de første usle forsøg på at monterer uld og fjer på en krog.

Lidt ligesom den første forelskelse. Man er lidt kluntet og hjælpeløs, men man vil bare have det her til at fungere.

 

I sommeren 1995 stod jeg så pludselig med min stadigvæk nye forelskelse i solnedgangen ved en af Lillebælts kyster. Jeg vidste intet om fiskeri i mørket, men jeg blev ved vandet denne aften og mørket lagde sig langsomt omkring os. Lige netop denne nat, blev forelskelse til ægte kærlighed og da solens stråler langsomt krøb op over horisonten den næste morgen, vidste jeg, at jeg nu havde indgået et livslangt forhold til fluefiskeriet, et livslangt forhold til Lillebælt, et livslangt projekt der bestod i at fiske i mørket om sommeren og at gøre dette fiskeri så effektivt som overhovedet muligt.

Men hvad skete der denne nat? Hvad gjorde at det blev sådan for mig? Hvorfor denne afhængighed til at fiske om natten?

Her kan du se lidt om natfiskeri i Lillebælt:  https://www.youtube.com/watch?v=8pLgCopv_qc&t=55s